Vladimiro Rinaldi


apoesidi



alle stjernerne er larver der venter
først småpiger så brande der svider
lodret ned på mænd der sover
som klude på papstykker
over stationens underjordiske varmeriste

de tjærer til af den forelskede sommer
den søde lyshårede maria
ved maranaens* blå karbonøjne
som ene sommerfugl klarer hun den ikke
og forbløder på stuktrappen marmorkuglerne
der støder og synger

september er brystkærtegn

bag persiennerne bruser blodet
purpurrødt af lymfe

fra fængselsslum til slumfængsel

røvhul åbn cellen det er tid
for frie drager over
marker af blodrøde vandmeloner
mund til mund med den elskede fælle
som stjernen der filtrerer valnøddetræerne
med bladene
som falder hvor trist

på loddet med puzzolan-murene
- brooombææær brombær - genlød
fra den gamle krumme landbokone
over træspandene
- for ti lire gi’r jeg jer et kræmmerhusfuld -

efterårsfortryllelsens sødme
opskærer stjernernes åre
og gennemvæder det skrå skørt
- lille forstadsspringvand skyl
hendes uskylds skørt

Dette digt er tilegnet Maria, en lille arbejderklassepige på femten, der døde på en sindssygeanstalt. Det er oversat fra italiensk. Ikke alle ord kan gengives nøjagtigt. Tegnsætning og store bogstaver er bevidst udeladt.

*marana: Dette var et populært romersk ord for en lille dræneringskanal der var delvist natur-, delvist menneskeskabt. Disse kanaler er nu helt forsvundet sammen med det vidunderlige landskab rundt om Rom, Italien, på grund af urban-politisk spekulation. De fleste af de folkelige traditioner var knyttet til dette landskab, så disse er også gået tabt sammen med et alvorligt identitetstab for arbejderklassens forstædsromere.

apoesidi skrives altid med småt, for småt er vigtigere end stort.

Men hvad betyder apoesidi ?

Det er sandt at dette ord ikke eksisterer i nogen ordbog i denne verden. Så hvad er det? Er det en stavefejl, en trykfejl, en krummelure? Eller det er måske et ord på esperanto eller et ord (det første og eneste) i et sprog der endnu ikke er opfundet: europas sprog?

Jeg dannede dette ord ved at sammenstille rødderne af to italiensk ord: apolide og poesia, og jeg anvendte det som titel på mit digt. Da jeg indså at gode og ukendte mennesker eksisterer overalt i verden. Mennesker som ingen nogen sinde lægger mærke til, og som er de bedste i denne verden. Mennesker der virkelig ved hvad det vil sige at elske, der protesterer for fred og mod grusomheder. Simple mennesker, mennesker der skaber én drøm: en mulig fremtid og uden tvivl en bedre fremtid for både menneskeheden og for andre skabninger. Når mennesker forenes med gode hensigter: Om Gud vil.


Oversættelse: Jens Bilgrav